Pixi Vintergækken

vis detaljerVintergækken

 

Kontakt

Telefon

Medarbejderen har en mobiltelefon (51 28 81 83), som er åben på hverdage fra kl. 9.00 til 18.00. ungHernings kontor har nummer 96 28 76 54.

 

Afbud

Da der blot er tilknyttet én medarbejder til Vintergækken, vil der forekomme aflysninger, når den pågældende medarbejder er på kursus, er syg eller andet. Medarbejderen eller ungHerning melder afbud til elevens hjem.

Hvis en elev en dag er forhindret i at møde op i Vintergækken, sendes der afbud til medarbejderen. Det er kun elevens forældre, der kan melde afbud for eleven.

 

Formål

  • at præsentere eleverne for motion, så de på egen krop oplever, at man kan opbygge energi ved styrke- og konditionstræning
  • at gøre eleverne bevidste om glæden ved at have en sund fritidsinteresse
  • at lære eleverne om hygiejne og sundhed

 

Praktiske forhold

Transport

Elever skal som hovedregel selv sørge for transporten fra skolen til det – på forhånd aftalte – sted, hvor dagens aktivitet skal foregå. Medarbejderen i Vintergækken kan i en periode følge eleven (på cykel). I særlige tilfælde, hvor distancen er for lang, eller hvis vejret er meget dårligt, kan medarbejderen afhente/bringe eleven.

 

Forplejning

Eleverne får nogle gange tilbudt frugt. De skal selv medbringe vand.

 

Udstyr/påklædning

Det er vigtigt, at eleven møder omklædt. Når der er mulighed for bad efter aktiviteten, skal eleven medbringe håndklæde, skiftetøj og skiftesko.

Ved aktiviteter i svømmehal/svømmebad er eleven omklædt i badetøj.

Når aktiviteten indebærer, at eleven har sin cykel med, forventes det, at denne er i rimelig stand og pumpet hjemmefra. Der cykles aldrig uden cykelhjelm.

 

Forpligtigelser

Eleverne skal behandle naturen, lokaler og materialer pænt.

Eleverne og medarbejderen rengør den bil/bus, som benyttes af Vintergækken. Ca. 1 gang ugentligt skal den vaskes og støvsuges.

Eleverne hjælper altid med oprydning efter alle aktiviteter.

 

Lejrskole/koloni/ekskursioner

I forbindelse med aktiviteter i skolernes ferier, afholdes enkelte gange arrangementer med overnatning. Det er bedst, hvis eleverne kan deltage i fuldt omfang, da disse arrangementer dels danner baggrund for det videre forløb i Vintergækken og dels er med til at styrke det sociale aspekt i projektet.

Hvor det er praktisk - af hensyn til fx transport og økonomi - samarbejder Vintergækken med andre af ungHernings projekttilbud. Eleverne er under aktiviteterne opdelt i de forskellige projektgrupper og er hele tiden tilknyttet den medarbejder, der er ansat i deres eget projekt.

 

Dagligdagen:

Vintergækkens aktiviteter ligger umiddelbart efter skoletid på de fem hverdage i tidsrummet fra ca. 13.30 til 16.30. Enkelte gange kan aktiviteterne flyttes til en weekend.

Vintergækken følger ”skoleugerne”. Derudover kan der køre aktiviteter i nogle ferieuger, fx i sommerferien. I disse tilfælde kan aktiviteterne være af længere varighed og måske begrænset til et par dage pr. uge.

 

 

 

Samarbejde

Forældresamarbejde

Medarbejderen i Vintergækken har den tætte - ofte daglige - kontakt til elevens hjem.

Hvis eleven skal have et succesfuldt forløb i Vintergækken, er den gensidige åbenhed meget vigtig. Da der ofte skal tages praktiske eller personlige hensyn til eleven, skal informationsniveauet være højt. Medarbejderen forpligter sig ligeledes til at melde tilbage til hjemmet med alle relevante oplysninger og opfølgninger.

Det er vigtigt, at forældrene har en positiv indstilling til aktiviteterne, så det forventes, at eleverne møder stor opbakning til Vintergækken derhjemme.

 

Samarbejde med elevens skole/lærere

Hvis eleven en enkelt gang skal spørges fri i forhold til at deltage i aktiviteter i forbindelse med projekt Vintergækken, er det forældrene, der kontakter skolen.

Når medarbejderen eller elevens lærer(e) skønner, der er behov for gensidig information af hensyn til eleven, er det vigtigt med denne erfaringsudveksling.

 

Opfølgningsmøder

ungHerning indkalder til mindst 2 årlige møder med elev, forældre, familiens sagsbehandler, medarbejderen i Vintergækken og ungHernings leder af projektet. Når eleven er nystartet i Vintergækken afholdes det første møde dog efter 3 måneder.

Der er 3 faste punkter på dagsorden:

  • Status fra Vintergækken (bilag udsendes sammen med mødeindkaldelse)
  • Aktuelle tiltag
  • Nye aftaler/nye mål

 

Skriftlige procedurer

Ugeplan

Medarbejderen udarbejder en ugeplan for projektet. Eleverne orienteres, så de 1 uge i forvejen præcist ved, hvad der skal foregå hvor og hvornår.

Afvigelser fra denne plan kan forekomme, hvis vejret viser sig at være en hindring for gennemførelse af aktiviteten.

 

Fremmødestatistik

Medarbejderen i Vintergækken fører ”dagbog” med elevens fremmøde.

 

Statusrapporter

Medarbejderen udarbejder statusrapport, som beskriver elevens trivsel, fremmøde og fysiske/psykiske ”tilstand”. Rapporten udarbejdes som bilag til opfølgningsmøderne (se ovenfor) og udsendes sammen med mødeindkaldelsen til alle mødedeltagere.

 

Specielle hensyn

Elever, der fx har en fritidsinteresse, som tidsmæssigt falder sammen med Vintergækkens aktiviteter, kan være med i Vintergækken i mindre omfang end 5 dage/uge,

 

Eksempler på aktiviteter

Udendørs

  • vandretur
  • cykeltur
  • svømning i friluftsbad
  • golf

 

Indendørs

  • motionscenter/fitness/styrketræning
  • boldspil i gymnastiksal/hal
  • DGI-huset (svømning)